Skip to main content

Hvad betyder det at observere, stoppe, gentage, og herefter udslette sig selv? Et det en fancy tagline, eller er der noget at hente.

Foto: Viola Ellehammer Dasseville
Billede af scenen, ’the one (chair) that got away’

Det er lørdag formiddag den 20. Oktober 2018 og vi sidder ti mennesker i et rum, som de sidste dage har været vores private laboratorium. Vi tæller én fra Sydafrika, et par fra henholdsvis Tyskland, Frankrig, Belgien og mig selv fra Danmark, ti kunstnere i alderen 20-35 år.
Vi har været sammen i fem dage, siden tirsdag, for først at opleve (WATCH), fordøje, socialisere og grine (STOP), siden reflektere over det oplevede i lange gruppe diskussioner (REPEAT) og så endelig producere (…). Vi er den del af den 29’ende version af International Theatrefest, arrangeret af det Belgiske egnsteater AGORA Theatre. Vi befinder os i byen St. Vith, en by hørende til det tyske mindretal i det  i det sydlige Belgien.

Stemningen er dårlig. Vi er alle frustrerede. Snakken er gået stå. Det sidste vi med store armbevægelser diskuterede var behovet for at reagere på vores formål og hele grunden til vores tilstedevær på festivalen. Vi er alle er en del af festivalens Next Generation Program og er blevet inviteret til at opleve, diskutere – og hvis vi har lyst og tid – forhåbentlig lave en lille refleksion af festivalen. Vi har fået stillet rummet, materialer og hinanden til rådighed og er blevet tildelt frihed til at forvalte invitationen som vi finder bedst.
(Tids)-presset og vores forventninger til de andre generationers forventninger, har grebet flertallet på sengen denne lørdag formiddag og efterladt en gruppe desillusionerede kunstnere. At skabe noget er pludselig blevet en fysisk umulighed. Vi er gået i stå. For hvad vil vi gerne symbolisere. Hvilken besked vil vi gerne lade gå videre til de andre generationer. Vi har fået tildelt en stemme, og de vil tolke det vi siger, så hvad skal siges?
I hjernevridende hypoteser er letheden og legen blevet lagt ned. Om to timer starter det tidsvindue vi er blevet tildelt til at vise vores undersøgelse frem. Og der er ikke noget konkret at vise. Det hele svæver endnu rundt, og har ikke taget en ydre form.

Som jeg ser det er vi på vej ind i fjerde stadie ”ERASE YOURSELF” vi er på vippen til at dykke ned i den kildrende fornemmelse igen. For når egoets behovet for at være ’dygtig’, ’god’ og ’bidragende på den rigtige måde’  ophøre og falder i baggrunden, kan det egentlige kunstneriske arbejde gå i gang.

I bevægelsen mellem styring og total frihed opstår det geniale oftest.

Det sidste konkrete kunstneriske tiltag der var oppe og vende var muligheden af at lave en postkasse, med en invitation til de besøgende af vores rum, lydende noget i retningen af: ”Next Generation has left the festival. We need to think. But please-please-please share your expectations for ’the next generation’ and we will (eventually) reply by email. Thank you.”
Ideen er at vi forlader festivallen for good. Pakker vores ting, og lader være med at dukke op til aftenens festivitas og søndagens goodbye-brunch. Altså fysisk helt at forlade festivalen, without French kisses and grateful goodbyes. Gå under jorden i den lille by St. Vith til festivalen er ovre.

 

WATCH. STOP. REPEAT. ERASE YOURSELF.

For hvad betyder det at være the Next Generation. Skal det bæres let som et spejdermærke syet fast på trøjen eller skal ansvaret farve de briller vi ser på verden igennem og med kraftige tus-streger sætte sig i kreativiteten og evnen til at skabe?

Lige omkring her kommer jeg til at tænke på børn, og deres tilgang til kreative inventioner.

De seneste dage har jeg nemlig måtte tilskrive mig et barns forundring og accept af egne sandheder som de gældende. Jeg har måtte frasige mig flertallets oplevelse af det teater jeg har set, da mit tyske og franske ikke er poleret nok til at opfange al den tale og alle de ord, teateret som kunstform ofte også rummer.

Jeg har siddet tilbage med en oplevelse af scenekunst uden ord. Eller med ord som blev irrelevante i deres meninger, da jeg ikke formåede at opfange deres mening. Derfor blev de heller ikke bærende for min oplevelse.
Scenekunstens unikke måde at være rummets, kroppens, stemmens, materialets, det visuelle, lydlige, relationelle, timingmæssige,  stemningsskabende og sanseriges kommunikatør stod skarpt frem.

Jeg har nydt den frasigelse af mening omstændighederne har budt.
Og på en gang været stærkt udfordret, da jeg er trænet i  at danne mening af ord, har jeg måtte kæmpe med at komme forbi mig selv. Give slip i mine forventninger til mig slev og skabe plads til at opleve scenekunsten derfra hvor jeg stod. Opgive at forsøge at møde scenekunsten hvor jeg tror den ønsker jeg møder den.
Ord farver. Ord kan vride alle andre meninger i én retning. Og vi mennesker er så lette at forføre, og takker ofte glædeligt ja til ordenes mening og todimensionelle version af virkeligheden. We do judge a book by it’s cover.

Fri for ord kom jeg helt tæt på scenekunsten i sin rene form, alt det som kun scenekunst kan kom i fokus. Ordene måtte jeg lade fly, og alt rundt om dem blev det der betød noget.
Hvilken befrielse. I al sin komplicerethed.

Og her sidder vi så, i bedste teaterstil i en cirkel på gulvet, og sveder.  Ti mange facetterede mennesker med forskellige kunstneriske retninger, der tilsammen rummer et hav af muligheder for kunstnerisk udfoldelse.  Overvældet af det formodede pres, og vores kunstneriske proces’  forestillede vigtighed, er vi gået helt i stå.  

STOP. WATCH. ERASE YOURSELF and REPEAT.

Vi endte med at træffe en beslutning ingen i gruppen var tilfredse med. At efterlade rummet rydeligt uden nogen tydelig mening. Med en lydoptagelse af en diskussion vi havde haft kørende, afspillet så lavt at ordene ingen mening gav.  Som en form for installation. Planen var at forlade teateret de to timer vores fremvisningsvindue var åbent.

Diskussionen fortsatte dog da vi var kommet væk fra teateret, og efter en halv times frem og tilbage snak, afbestilte vi vores nyligt bestilte kaffe og the, og forlod den café vi havde placeret os på. I rask trav gik det tilbage til vores rum på teateret, for når nu ikke vi havde noget at formidle, var alle nået til enighed om at vi så i det mindste kunne stille os selv til rådighed. Altså tale med de besøgende om vores desillusionerede tilstand som gruppe, og grunden hertil.

WATCH. STOP. REPEAT. ERASE YOURSELF.

Med disse refleksioner vil jeg gerne påpege to emner som jeg finder relevante at interessere sig for, og tale om i ASSITEJ’s arbejde.

  1. Hvordan giver vi stafetten videre til ’the next genneration’ menneskeligt og kunstnerisk?
  2. Og hvordan kan vi selv give os selv og hinanden den gave at opleve teater for voksne som børn. Og dermed udfordre forståelsen af scenekunstens rummelighed og vores tendens til søgen efter mening?

Generelt for begge refleksioner finder jeg det rammende at de begge er et udryk for vores verden i dag. Vi skal gerne være produktive og forstå ting, for at være berettiget vores eksistens som mennesker, og skabende.

Så hvad betyder det at observere, stoppe, gentage, og herefter udslette sig selv? Og kan det overhoved bruges i praksis som en kunstnerisk metode?

Jeg tror der er noget at hente, fordi måske er (for)målet ikke at finde svar, men at blive bedre til at stille spørgsmål og lade ting være åbne, og uden et synligt slut produkt.

Måske skal vi virkelig øve og på at være med den usikkerhed der præger vores opfattelse af uvished og  u-produktivitet.

Foto: Viola Ellehammer Dasseville
SoME deling fra processen

Vi som folkefærd er overstimulerede, og instant checke, dokumentere, dele, dit og dat, stiller sig tit i vejen for dybere ordløse meningers opblomstring.

STOP. ERASE YOURSELF. WATCH. REPEAT. REPEAT. REPEAT.

At vi processer og udvikler os hele livet er en gave, og at kunne påkalde sig retten til ro og spas som ’the next genneration’  i en verden der hele tiden stiller alt til vurdering og kræver ens tilgængelighed, er noget vi måske skal gen-lære.  Aleneheden, og dolce far niente (kunsten ikke at foretage sig noget af betydning).

Foto: Viola Ellehammer Dasseville
Skitser fra processen

 

Jeg vil gerne derfor til slut indbyde, på vegne af mig selv – og måske flere fra min generation – til en udveksling, ved at stille det spørgsmål vi ikke fik gjort. For hvad er forventningerne til, eller ønskerne for, ’The Next Generation’?

Det er en gave og en forbandelse at være THE NEXT GENERATION, og en berigende oplevelse var det i al sin mange facetteret hed – menneskeligt og kunstnerisk – at være af sted som repræsentant for ASSITEJ Danmark på AGORAS ’International Theatrefest’ i Oktober 2018.
Tak for muligheden!

Foto: Viola Ellehammer Dasseville
Noter fra processen